Wine romance in France- Domaine Jones

 

En engelsk piges romantiske rejse til at blive fransk gift, og etablere sig som fransk vinbonde, og om at turde vælge en helt anden vej

 

tasting

Har du nogen sinde siddet en kold vinterdag og drømt om at bo i Frankrig? Finde en fantastisk smuk fransk mand, blive gift med ham? Og være kvinde (eller herre) over egen vinproduktion?

En sådan drøm er blevet til virkelighed for engelske Katie Jones.

Katie Jones kom til Frankrig for mere end 20 år siden, og fik ansvar for salg og marketing i det lokale vin co-operativ Cave Mont Tauch i Tuchan, i det sydligeste Frankrig. Katie en endnu en af de stærke og spændende personer i mit sydfranske person-galleri over mennesker, der tør, og har turdet, bevæge sig af helt andre veje end dem, der var afstukket på forhånd. Mange af de spændende mennesker og deres historie bidrager til min glæde over, at livet kan få fantastiske drejninger, når man tør at vælge det til.

 

Katies forældre syntes, at det ville være super-romantisk at være ejer af en vinmark, og derfor købte de i fællesskab med Katie en gammel vinmark i Maury.  Skæbnens veje er ofte underfulde, og pludselig stod Katie ved en skillevej; enten skulle hun tage tilbage til England, eller gøre alvor af drømmen om at producere sin egen vin. Som drømt, så gjort. I drømmen indgik også at blive gift med en fransk vinbonde, og også her gik drømmen i opfyldelse.

 

At være kvinde, englænder og vinbonde i Frankrig kan lyde som noget af en udfordring, og der har da også været alvorlige bump på Katies vej. For 3 år siden havde Domaine Jones (bygningerne) besøg af vandaler, der brød ind i bygningerne med vintankene og åbnede for hanerne, så indholdet af årets Muscatvin løb i kloakken. Et helt års produktion, flup, ud i afløbet!!!  Det gjorde stor økonomisk skade, og jeg blev gnaven over at måtte vente yderligere et år på min Muscatvin. Meningen med hærværket var selvsagt, at Katie skulle få alvorlige økonomiske problemer, og måske håbede tåberne på, at hun ville dreje både hæl og nøgle om.

Men her havde hærværksmændene forregnet sig; indbruddet gav så meget publicity, at kunder fra nær og fjern forudbestilte af det næste års høst! Presseomtalen både i Frankrig og England var helt overvældende, og det vandalistiske angreb endte med at give forretningen Domaine Jones et utrolig stort skub i den helt rigtige retning. Så hvis hensigten med hærværket var at ødelægge Katies forretning, må de ansvarlige sidde med en sur mavefornemmelse og lange næser, og forhåbentlig dårlig vin i glasset.

De sidste 6 år har Katie produceret fantastiske vine på sine vinmarker i Tuchan, Paziols og Maury. Fælles for vinmarkerne er, at de består af ældgamle vinstokke. Det er et lidt omvendt princip af, hvad man ellers gør, for jo ældre vinstokkene er, jo lavere kvantitet, men til gengæld er kurven for kvalitet som regel opadgående. Det er netop kvaliteten, smagen, og den dybde i smag, der kan opnås med de oldgamle vine, som Katie går efter.

uge 42 besøg hos Domaine Jones 008uge 42 besøg hos Domaine Jones 005

Katie  pusler og plejer de gamle vinstokke og dyrker efter et princip, som jeg synes jeg ser oftere og oftere; man benytter ikke sprøjtemidler, men fravælger alligevel at få mærket ”Økologi” på brand’et.  Katie forklarer, at det fravalg betyder, at de end ikke benytter sig af kobbermidler, som man skal ifølge den økologiske klassificering. En anden del af filosofien bag Katies vine er at holde produktionen fra hver enkel vinmark adskilt i stedet for at blande, for på den måde at kunne styre kvaliteten fra hver enkelt vinmark. Den metode kræver masser af plads, og Domaine Jones har derfor købt den gamle togstation i Tuchan, der nu er omdøbt til La Gare du Vin.

Den nu nedlagte jernbaneline var i brug fra 1905 til 1935 og beregnet på transport af vin, forstås. Den gamle togstation er nu under kærlig renovering og danner både en smuk ramme for Domaine Jones og forskellige aktiviteter, og den gamle togstation har samtidig et perfekt indendørs klima for produktion af vin.

wine-making@2x

For Katie har det altid været forbundet med en særlig glæde, når vinen skal høstes. Høsten (og alt andet arbejde i markerne)  hos Katie foregår selvfølgelig med håndkraft, og til sammenligning tager det 6 uger for Katie og hendes hjælpere at høste 15 hektarer, medens det samme areal kan høstes på 4 dage med maskiner!!!

Druerne behandles med største varsomhed, og de håndplukkede druer lægges i små lave kasser, så vægten af druerne ikke får skallerne til at gå i stykker, før vinificeringen skal starte i tønder eller ståltanke hjemme på La Gare du Vin.

Hvis skallerne går i stykker før vinen er sorteret og sendt til gæring, starter forgæringen alt for tidligt, og i stedet for en fermenteringsproces starter en forrådnelsesproces….not good.

 

Jeg holder meget af Katie Jones  og hendes vine, og især at skabe retter, der er perfekte partnere til vinene.

På CuisineK’s kokkeskole i Paziols indgår der altid retter med vine fra Katie Jones, ligesom CuisineK stod for frokosten ved den årlige høst-event. Det vil jeg fortælle dig mere om, så bliv på kanalen, hvis du vil høre mere.

 

La Gare du Vin Club

Du kan blive medlem i Katie Jones vinklub, der byder på forskellige arrangementer og events, særlige tilbud på udvalgte kvalitets vine (Rare Pearls), og udvalgte vine til medlemspris. En af aktiviteterne er at deltage i vinhøsten for en dag.

Se mere på om Katie Jones, hendes vine og de forskellige aktiviteter på  www.domainejones.com

Katie Jones og Domaine Jones er kommet for at blive!!

Bon appetit!

Om at turde miste fodfæste for en stund – og finde det igen. Skridt for skridt, Poc A Poc!

Demain, demain” siger Papa til mig ud ad bilens vindue. Papa hedder i virkeligheden Charlie, og er Olgas mand. Det er Olga og mig, der kalder ham Papa. Jamen, siger jeg, jeg har kigget i avisen hver dag for at se om indslaget om CuisineK kokkeskole i uge 42 er blevet bragt i Midi-Libre og l’Independant. Papa slår ud med hånden, smiler indforstået og meget hjerteligt til mig og siger;”Poc a Poc, Poc a Poc”. Jeg er ude at gå med mine hunde, og Papa tager sin daglige ’promenade’ med hunden Ami i sin bil. Hans bentøj holder ikke mere til lange ture. Vi mødes på vejen ud til picnic-pladsen, og til begge sider ses de rødbrune efterårsklædte vinblade.

 

Poc Á Poc

Er katalansk og betyder noget i retning af ’tag det roligt’, ’et skridt ad gangen’, ’det kommer at ske’. Jeg må give Papa ret, det er igen min utålmodighed, der rammer mig. Dejligt, at han kan smile bredt til mig alligevel og møde mig med stor tålmodighed.

Det Papa henviser til, er historien om en af de små selvstændige vinproducenter, der bor i vores landsby. Historien er ligeså skøn og fantastisk som den vin, der produceres under domænenavnet ”Poc A Poc”.

Xavier Ponsart : Poc A Poc

Xavier Ponsart : Poc A Poc

Xavier er en ung belgier, der kom her til området for 6 -7 år siden i sin gamle bil. Han havde forladt Belgien, uden at vide hvad der skulle blive af ham, og hvad han skulle med sit liv. Penge havde han heller ikke, kun den gamle bil. Han ender her og tænker, at her kan han nok skabe sig en tilværelse, og tager job i vinen hos en gammel vinbonde i en nærliggende landsby. Hurtigt går det op for Xavier, at vinfremstilling er det, der er vejen frem for ham, og det, der er meningen med hans liv. Hver gang han blev for utålmodig, tog den gamle vinbonde fat i hans arm og sagde:” Poc a poc, poc a poc”. Da Xavier købte sin første vinmark og høstede vinen, var det derfor helt klart, at vinen kun kunne hedde ”Poc A Poc”.

Poc A Poc vine fremstilles på gamle vinstokke, der står på de mest stejle skråninger og svært ufremkommelige vinmarker. De stejle skråninger kan end ikke forceres med en traktor, og derfor bruger Xavier kun sin gamle bil til at køre kasserne med de høstede druer hjem på.

nyt 048 nyt 050 nyt 051

Hans vine er fantastiske, og de fremstilles på helt naturlig vis, dvs. uden tilsætning af gær. Da en del af vinen sendes til Belgien (hvor den aftages af restauranter og private), tilsættes kun den laveste mulige mængde sulfit for at sikre, at vinen holder til transporten.

Xavier Ponsart fortæller om at finde meningen med hans liv; at fremstille vin med respekt for jord og miljø

Xavier Ponsart fortæller om at finde meningen med hans liv; at fremstille vin med respekt for jord og miljø

test tur med forsøgskaniner 028

 

På kokkeskolen brugte vi den ene af hans vine, Poc A Poc, til Boule Picolat, som er katalanske kødboller i en simret og smagfuld tomat/løg sauce, der på katalansk hedder Sofregit. Når du en gang har afprøvet opskriften på Sofregit og simret saucen til rette smag og konsistens, er det SLUT med den hurtige overspringshandling, der i det danske køkken går under navnet ” Bolonæææse”. Lad nu være med at tænke, konen er skør (jo det må du så godt), og sige, det har jeg ikke tid til i min travle hverdag. Nej, men så tilbered Sofregit i weekenden, med samme omhu som du ville tilberede en dyr ret. Den tilberedte Sofregit kan opbevares på køl i uges tid, så du kan lave en stor portion og gemme til senere på ugen, hvor tiden i køkkenet er knap.

Til vores CuisineK kokkeskole i uge 42 inviterede jeg Olga til at komme og være smagsdommer over de retter, vi fremstillede. Olga blev meget glad og beæret, da jeg inviterede hende til seancen, og Papa reagerede fluks på tanken og meddelte, at en sådan aktivitet, der kunne promovere landsbyen og området, ikke skulle gå stille for sig, næ, her måtte pressen på banen. Fra tanke til handling er det ikke altid Poc A Poc, så Papa ringede resolut redaktøren op.  Så midt i gryder, potter og pander på kokkeskolen blev vi skam alle behørigt fotograferet, med grydeske, tapas og et glas vin. Nu går jeg så og venter i spænding på, hvad journalisten har valgt at skrive, og hvilke fotos der kommer i de to aviser. Bare fordi det er lidt mere end en  uge siden vi afholdte kokkeskolen, bringes historien ikke lige med det samme. Så, Poc A Poc er mit nye mantra.

Opskriften på Sofregit kan du finde under opskriften på tunfarseret aubergine.https://cuisinekblog.com/2015/10/05/tunfarseret-aubergine-the-catalan-way/

 

Vil du høre mere om Poc A Poc vinene??